Omsorg, magi og sanselighed i børns møde med kunsten

Kunst, kultur og æstetik er på mange måder gledet ud af pædagoguddannelsen – og måske derfor også ud af den pædagogiske praksis. Men hvad kan børn egentlig få ud af mødet med kunst og æstetiske processer? Og hvilken rolle kan kunst og æstetik spille i at drage omsorg for børn og deres følelsesmæssige udvikling? Netop dette er i fokus for det kommende forskningsprojekt ’Emotionalitet i æstetikkens potentielle rum’, som forsker Thomas Gitz-Johansen skal gennemføre.

Skrevet af Julie Lund, Center for Daginstitutionsforskning

Vi er i et rum fuldt af vuggestuebørn. Børn og pædagoger har lige været ude at gå en tur, der måske var en anelse for lang. De er trætte, nogle skal have skiftet ble og de virker alle sammen på grådens rand. ’Lige om lidt starter der en græde-koncert af dimensioner’, tænker forsker Thomas Gitz-Johansen. Men så begynder pædagogerne at synge. Børnene vender deres opmærksomhed mod pædagogerne. Nogle børn synger med, andre lytter bare. Pludselig er al træthed og gråd sporløst forsvundet. Nu er det sangens stemning, der har overtaget rummet.

Eksemplet stammer fra Thomas Gitz-Johansens tidligere forskning og viser, hvordan kunst, kultur og æstetik kan bruges som en måde at drage omsorg for børn på en kollektiv måde. ”Normalt tænker vi omsorg meget i én til én relationer. Hvis et barn er ked af det, så tager vi det op på skødet og vugger det, eller giver det en sut. Men her fik jeg øje på, hvordan man også kan tage hånd om en hel gruppes følelsesliv ved at synge med dem og fortælle eventyr for dem- ikke på en individualiseret måde, men som gruppe. Jeg oplevede det nærmest som en form for magi” fortæller Thomas Gitz-Johansen.

Det er netop denne ’magi’ og brugen af kunstneriske aktiviteter som en måde både at drage omsorg for børn og støtte dem i deres emotionelle udvikling, som forskeren gerne vil undersøge nærmere i det kommende forskningsprojekt. Her vil han fokusere på de sanselige og følelsesmæssige erfaringer, som børnene kan få gennem mødet med andre kunstformer, f.eks. dans og scenekunst. For det var ikke kun sang, men også eventyrfortælling, som Thomas Gitz-Johansen oplevede kunne skabe følelsesmæssige oplevelser for børn:

”De voksne skabte et eventyrrum, en æstetisk parallelverden med en nærmest fortryllet stemning. Her kunne børnene gå ind og have nogle følelsesmæssige oplevelser sammen. Det være sig begejstring, spænding, nydelse eller en følelse af, at noget var magisk og betydningsfuldt. Så her kunne børnene godt slås med sværd eller danse rundt som elverfolk og prøve nogle oplevelser af. For det er bare noget, vi leger. Og så når det er slut, så træder vi ud af parallel-verdenen igen, og så skal vi ud at have frokost” siger Thomas Gitz-Johansen.

Pointen er, at de kunstneriske aktiviteter, som sang og eventyrfortælling, giver adgang til den her parallelverden, hvor børnene kan have nogle følelsesmæssige og sanselige oplevelser med hinanden og derigennem udvikle sig emotionelt og sanseligt. ”Børnene gør det også selv, når de leger. F.eks. når der bliver sagt: ’så sagde vi at…’ eller ’nu legede vi at…’, så betyder det, at vi nu træder ind i en anden verden, hvor man kan have nogle andre slags sanselige og følelsesmæssige oplevelser. Og det er også noget, de voksne kan skabe og bruge som et fælles intersubjektivt felt og en kollektiv affektregulering. Det vil jeg gerne udforske, hvordan man kan gøre” siger Thomas Gitz-Johansen.

For ifølge Thomas Gitz-Johansen er kunst, æstetik og kultur nemlig noget, der er gledet lidt ud af pædagoguddannelsen – og måske derfor også den pædagogiske praksis. Engang fyldte det forholdsvist meget, at børn skulle have fingrene nede i formning, tegning, sang og musik. Men det er trådt mere i baggrunden de senere i år. I stedet bliver det pakket ind i en ramme af læring:

”Det er et punkt på de pædagogiske læreplaner, der handler om kultur og æstetik. Men når vi skriver kunst og kultur ind som et punkt i en læringsdagsorden, så kommer det meget til at handle om, at der er nogle færdigheder eller en viden, som børnene skal lære. Men æstetiske processer tjener nogle andre formål – det handler om at blive ført ind i kulturens verden” siger Thomas Gitz-Johansen.

BØRNS EMOTIONELLE ERFARINGER I MØDET MED KUNSTEN

I projektet vil Thomas Gitz-Johansen bl.a. følge nogle af forestillingerne, som kunstnergruppen MYKA  laver for småbørn i vuggestue- og børnehavealderen og gennem spædbarnsobservation udforske, hvad børnene får med sig af følelsesmæssige og sanselige erfaringer i mødet med forestillingen.

Med projektet vil Thomas Gitz-Johansen gerne genbesøge nogle af tankerne fra Reformpædagogikken, som var en strømning op igennem det 20. århundredes pædagogik. Her var der bl.a. fokus på, hvordan æstetiske processer var med til at danne ’det hele barn’. At gennem kunst og kultur kunne børn udvikle sig på andre områder end det boglige og intellektuelle. Tanken var, at kunst og æstetik taler til og udvikler vores sanser og følelser.

”I min optik har vi skabt os et samfund, som er enormt instrumentalistisk. Hvis ikke børns udvikling er rettet mod at skabe f.eks. arbejdskraft, så kan vi ikke bruge det til noget. Men hvad med udvikling og dannelse af det hele barn og menneske? Det er gledet ud, og her tror jeg æstetiske processer spiller en vigtig rolle” fortæller Thomas Gitz-Johansen.

For Thomas Gitz-Johansen handler projektet på den måde også om at slå et slag for idéen om kunstnerisk og æstetisk dannelse og udvikling. At se kunst og kultur som noget børn har brug for, og ikke kun som noget, de skal lære. Samtidigt handler det også om at se de æstetiske aktiviteter som en forlængelse af omsorgen. At kunst og kultur kan bruges som en aktivitet, hvorigennem vi kollektivt kan tage vare på børns emotionelle behov.

Forskningsprojektet er bl.a. finansieret gennem en ny bevilling, som CeDif har modtaget fra BUPL for perioden 2023-2025. Projektet blev påbegyndt i februar 2023 og løber til januar 2025.

Læs om alle centerets nyeste forskningsprojekter lige her.

FORSKERE I PROJEKTET

Thomas Gitz-Johansen er lektor og ph.d. ved Center for Daginstitutionsforskning og Roskilde Universitet (RUC).